Spring til indhold

Arbejde på Grønland

To af vores montører har været på en ret anderledes opgave i efteråret. De skulle til Grønland for at lave HVAC-isolering under de pavilloner, som skal huse Nuuks nye børnehaver, og det var ikke helt nemt.

Pavillonerne står på stolper på klippegrunden, og derfor foregik arbejdet nedenunder selve bygningerne. Den lave arbejdshøjde under pavillonerne, rejserestriktioner og fragten af materialer fra Danmark krævede en snorlige projektplanlægning hjemme fra Danmark, men det lykkedes at få projektet sikkert i havn.

For at imødekomme det noget anderledes arbejdsmiljø fik vi bl.a. fremstillet ekstra tykke knæpuder, der kunne klare det grove underlag. Montørerne havde også særligt lave skamler og måtte nogle dage flytte rundt mellem arbejdsopgaverne i løbet af dagen, fordi højden på det laveste sted var helt ned til 120 cm.

Nu er de to nye børnehaver klar til at tage imod Nuuks yngste borgere, og vi ser tilbage på en veludført opgave, der stillede store krav til både vores projektledere og de to montører.