Nyheder

Persolit styrker fremtidens formænd

Når vi er ude på site og håndterer en opgave, bliver der hele tiden truffet beslutninger. Om sikkerhed, planlægning, kvalitet, samarbejde og de små justeringer, der får en arbejdsdag til at hænge sammen. Ofte er det formanden, der står midt i det hele – tæt på både montører, projektledere og kunder.

Derfor har Persolit sat formandsrollen på skoleskemaet.

14 montører har netop gennemført Persolits interne formandsuddannelse, som er lavet i samarbejde med Learnmark i Horsens. Uddannelsen har strakt sig over ni moduler fra september 2025 til maj 2026 og er det første hold af sin slags i virksomheden.

Formålet har været at styrke formændene i at træffe de rigtige beslutninger på projekterne.

Mere sikker i rollen

En af deltagerne er Saif Khan fra Rødovre-afdelingen, hvor han til daglig arbejder som formand på byggeprojekter i hovedstadsområdet.

Han har været i Persolit i 12 år og er glad for at få mere uddannelse.

“Jeg har fået nogle værktøjer, der gør mig mere sikker i rollen som formand. Det gælder både i forhold til beslutninger på pladsen, samarbejdet med medarbejderne og dialogen med projektlederen,” siger Saif Khan.

Undervejs har deltagerne blandt andet arbejdet med projektforståelse, konflikthåndtering, arbejdsmiljø, planlægning, kvalitetssikring, forandringsledelse og ledelse af teams.

For Saif Khan har forløbet også givet anledning til at se på sin egen måde at lede og samarbejde på.

“Det vigtigste har været min personlige udvikling. Hvordan jeg er som menneske, hvilke kompetencer jeg har, og hvilke stærke og svage sider jeg skal arbejde videre med,” lyder det fra Saif Khan.

Persolit investerer internt

Holdet har været sammensat af både yngre montører med få års erfaring og mere erfarne kræfter fra forskellige dele af Persolit.

Netop den blanding har været en styrke. Deltagerne har kunnet dele erfaringer på tværs af afdelinger, fagområder og projekttyper – fra byggeri til marine og industri.

For Persolit er formandsuddannelsen samtidig en vigtig del af arbejdet med at udvikle egne medarbejdere og skabe tydelige muligheder for dem, der gerne vil mere.

“Vi vil gerne være en virksomhed, hvor man kan se en vej videre, hvis man har lysten og viljen. Formandsuddannelsen handler både om at styrke vores projekter og om at investere i de mennesker, der hver dag tager ansvar ude på pladserne,” siger Danni Pers, der er 5. generation i familien bag Persolit og ansvarlig for uddannelse.

Med det første hold afsluttet har 14 montører nu gennemført Persolits formandsuddannelse og fået diplom på forløbet. Erfaringerne fra uddannelsen danner grundlag for kommende hold, når næste runde på sigt bliver sat i gang.

Seneste nyheder

Persolit styrker fremtidens formænd

Brandlukninger kræver faglighed fra start

Info

Persolit Entreprenørfirma A/S
Lindøalléen 103A
5330 Munkebo
Tlf: 65974450
Mail: persolit@persolit.dk

Persolit Stilladsfirma A/S
Lindøalléen 103A
5330 Munkebo
Tlf: 63105270
Mail: persolit@persolit.dk

Kontakt