Nyheder

Danni Pers ser med glæde på et mere moderne Persolit

Danni Pers

For Danni Pers er Persolit noget helt særligt. Han har arbejdet som isolatør, projektleder og er nu en del af ledelsen, men han vil altid have en særlig rolle som 5. generation i familievirksomheden. Og med en plads i bestyrelsen er Danni Pers med til at udvikle et mere moderne Persolit i fremtiden, men med respekt for fortidens succesfulde fundament.

Persolit er ikke blot en virksomhed for familien Pers. Det er en hjørnesten i deres historie, der går tilbage til 1938. En virksomhed med stærke værdier, hvor medarbejdernes trivsel og engagement er førsteprioritet. Også for Danni Pers, der som femte generation trådte ind i Persolit for otte år siden.

“Det, min familie og alle medarbejderne gennem tiden har skabt, er unikt. Jeg er meget stolt af hele historien og virksomheden. Persolit betyder meget for mig,” fortæller Danni Pers.

Som 30-årig blev Danni Pers ansat i Persolit i en rolle tæt på driften. I starten var det bogstavelig talt med opgaverne i egne hænder, hvor Danni ville lære, hvad det vil sige at isolere, hvordan opgaverne rent faktisk udføres – indtil han de følgende år arbejdede som projektleder og senere sektionschef.

Dannis rolle i dag er noget anderledes, da fokus nu er på at lære hele koncernens dynamik at kende – også på tværs af selskaberne. Rollen er delt i to områder – bestyrelsesarbejdet samt intern projektledelse. Som aktivt bestyrelsesmedlem handler det om at dygtiggøre sig i bestyrelsesrollen med alle de strategiske overvejelser og beslutninger, der ligger i det arbejde. Derudover bidrager han, hvor direktionen ønsker sparring. Som intern projektleder tager Danni greb om forskellige, relevante projekter. Pt. handler det om uddannelse og opkvalificering af medarbejdere.

”Jeg er lige nu ved at lære virksomheden at kende i alle hjørner. Vi er meget glade for at have Martin Tholstrup som direktør, som i samarbejde med den øvrige ledelse sætter kursen for Persolit. Jeg suger til mig og byder til med mine kompetencer, så jeg hele tiden kan blive klogere på bestyrelsesrollen, men også være en del af ledelsens strategiske overvejelser omkring at få Persolit godt ind i fremtiden.”

Persolit var ikke en selvfølge for Danni Pers

Familiens arvestykke har altid fyldt meget for Danni Pers. Allerede som ung havde han fingrene i isoleringsopgaver, når han var med ude og hjælpe sin far, Sven Pers, der i årevis selv trak i arbejdstøjet og arbejdede som isolatør.

“Jeg har været tæt på Persolit, siden jeg var helt lille. Det har altid været en vigtig del af vores liv som familie,” fortæller Danni Pers. Faderen Sven Pers er i dag hovedaktionær og formand for bestyrelsen.

Danni hæfter sig ved, hvordan familien altid har haft et særligt fokus på medarbejderne i Persolit. Han kan huske som barn, hvordan farfaren talte om medarbejderne med en oprigtig respekt. Han sagde altid, at det er dem, der gør forskellen. Det er en værdi, Danni har taget med sig og ønsker at holde fast i.

”Det handler om, hvorfor vi er her. Hvorfor er det startet i sin tid, da min tipoldefar begyndte det hele. Det skal være en sund og stabil virksomhed, hvor medarbejderne er glade og har det godt. Men det kræver også, at vi følger med tiden og flytter os med ind i fremtiden, ellers løber konkurrenterne fra os.

Uddannelse i uniform 

Der har dog aldrig været en direkte forventning om, at Danni skulle arbejde i Persolit. Han måtte selv vælge og finde sin vej i arbejdslivet, og som de fleste andre unge vidste Danni ikke rigtig, hvad han ville efter gymnasiet. En tur ind som værnepligtig endte med et længere tjenesteforløb i Forsvaret, hvor han blev uddannet indenfor ledelse og logistik og blandt andet var udsendt til Afghanistan i 2009 og Kosovo i 2011.

“Jeg lærte meget om struktur, kultur, samarbejde og det at navigere i store organisationer. Det var en utrolig spændende tid, som gav mig værdifulde erfaringer. Men jeg har nok altid, vidst at jeg på et tidspunkt skulle finde ud af, om Persolit var noget for mig. ”

Danni Pers afsluttede sin tid i Forsvaret som HR-konsulent i Personalestyrelsen og tog til sidst økonomiuddannelsen Finansiel controller.

“Det var vigtigt for mig at prøve kræfter med andre arbejdspladser før Persolit, så jeg kunne udvikle mig og få perspektiv på, hvad jeg gerne ville arbejde med.”

Et Persolit til næste generation

Som kommende hovedaktionær ser Danni Pers frem til at være med til at skrive næste kapitel i Persolits historie. Han glæder sig over ledelsens tilgang, der går ud på at bevare virksomhedens stærke værdier, samtidig med at der skabes en mere moderne, bæredygtig og innovativ arbejdsplads. En strategi han bakker op om og glæder sig til at se blive rullet endnu mere ud de kommende år. Og her kommer Dannis ansvarsområde med uddannelse og opkvalificering af medarbejdere til at spille en vigtig rolle.

”Medarbejdertrivslen er det vigtigste for os. Det værste der kan ske er, hvis vi ikke får alle med i processen. At det går så stærk, at vi efterlader nogen af de mest erfarne. Det ønsker vi ikke. Vi er en håndværkervirksomhed, som har brug for mennesker, der kan bruge både hoved og hænder. Men vi skal også rykke os. Vi skal være en arbejdsplads, der følger med tiden, men samtidig passer godt på hinanden.”

Seneste nyheder

Info

Persolit Entreprenørfirma A/S
Lindøalléen 103A
5330 Munkebo
Tlf: 65974450
Mail: persolit@persolit.dk

Persolit Stilladsfirma A/S
Lindøalléen 103A
5330 Munkebo
Tlf: 63105270
Mail: persolit@persolit.dk

Kontakt